Vestjysk Banks halvårsrapport 2020

Finanstilsynet

Nasdaq Copenhagen A/S

19. august 2020


Hovedpunkter for 1. halvår 2020

Vestjysk Bank realiserede i 1. halvår 2020 et resultat efter skat på 142 mio. kroner. Resultatet er negativt påvirket af Corona-krisens indvirkning på bankens nedskrivninger i form af et ledelsesmæssigt skøn. Banken har i 2. kvartal 2020 øget nedskrivningerne til Corona-krisen og usikkerhed omkring Storbritanniens udtræden af EU (Brexit) med yderligere 60 mio. kroner. Herefter er der i alt afsat 200 mio. kroner til økonomisk usikkerhed, hvilket svarer til 2,1% af bankens nettoudlån.

  • Resultat efter skat udgør 142 mio. kroner (163 mio. kroner i 1. halvår 2019), hvilket giver en forrentning af egenkapitalen på 9,5% p.a. efter skat.
  • Basisindtægter på 425 mio. kroner (453 mio. kroner i 1. halvår 2019).
  • Kursreguleringer udgør 14 mio. kroner (20 mio. kroner i 1. halvår 2019).
  • Omkostningsprocent på 58,3 (53,1% i 1. halvår 2019).
  • Basisresultat før nedskrivninger på 177 mio. kroner (212 mio. kroner i 1. halvår 2019).
  • Nedskrivninger på udlån og tilgodehavender m.v. på 24 mio. kroner (37 mio. kroner i 1. halvår 2019). Nedskrivninger på landbrug viser en nettotilbageførsel i halvåret.
  • Bankens kapitalkrav er på 13,0%, hvilket består af et individuelt solvensbehov på 10,5% og en generel kapitalbevaringsbuffer på 2,5%. NEP-kravet er indfaset med 1,875%, som tillægges kapitalkravet. I det individuelle solvensbehov er der indarbejdet et ledelsesmæssigt skøn til usikkerhed omkring den økonomiske situation på 50 mio. kroner svarende til 0,37 procentpoint.
  • Bankens kapitalprocent er 23,3 hvilket indebærer en overdækning på 10,3 procentpoint svarende til 1.390 mio. kroner.
  • Bankens NEP-kapitalprocent udgør 23,3. Overdækningen er herefter 8,4 procentpoint, svarende til 1.136 mio. kroner.


Corona-krisens foreløbige betydning for banken
På linje med resten af det danske samfund har banken været påvirket af myndighedernes nedlukning af landet fra den 12. marts 2020. En meget stor del af bankens medarbejdere har arbejdet hjemmefra og bankens filialer har været lukket for fysisk adgang for kunder frem til den 27. april 2020. Banken har i perioden kunnet opretholde sine aktiviteter på fornuftig vis og der har i perioden været normal aktivitet blandt bankens kunder.

For erhvervskunderne har bankens rådgivere flere gange været i pro-aktiv kontakt med samtlige kunder og individuelt aftalt, hvorledes banken kan hjælpe kunderne gennem Corona-krisen og yde rådgivning i brugen af de hjælpepakker, som regeringen og folketinget har stillet til rådighed. Der har til dato ikke været en betydende direkte effekt på bankens udlån eller nedskrivninger.

På privatkundesiden har banken stillet diverse lånefaciliteter i form af ydelsesoverspring, midlertidige overtræk og øgede kreditter til rådighed for de kunder, der umiddelbart blev ramt af nedlukningen. Effekten har indtil nu ligeledes været af begrænset omfang.

Banken er i denne situation positivt påvirket af branchefordelingen af bankens udlån. Hovedparten af bankens udlån ligger i brancher, der ikke er særligt hårdt påvirket af Corona-krisen. Især hoteller, restauranter, transport og detailhandel er ramt og disse brancher udgør omkring 10% af bankens samlede udlån.

Bankens to største brancher, landbrug og fast ejendom er foreløbig begrænset påvirket af Corona-krisen. Aktuelt er mælkeproducenterne gået fri af virkningerne fra Corona-krisen. Derimod er prisen på svinekød faldet gennem perioden, men er fortsat på et tilfredsstillende niveau. De relativt høje priser på svinekød i første halvår, har betydet afvikling af svineproducenternes gæld i banken og en del af disse kunder er nedskrivningskunder. Derfor har der været tilbageførsler af nedskrivninger indenfor denne branche i 1. halvår 2020. Forventningen er, at denne udvikling vil fortsætte, men skulle prisniveauet falde yderligere kan dette have en negativ effekt på banken. Der er fortsat risikofaktorer for erhvervet i form af risiko for afrikansk svinepest i Tyskland og/eller i Danmark samt en eventuel negativ effekt fra Brexit.

Banken vurderer at risikoen for et Brexit uden en handelsaftale mellem Storbritannien og Danmark også kan påvirke fiskeribranchen.

For fast ejendom er der indtil videre en effekt fra erhvervslejemål, hvor huslejen er aftalt udskudt. Alt efter længden og dybden af krisen, kan effekten øges. For privat boligudlejning har der endnu ikke været nogen effekt og dette billede forventes ikke at blive væsentligt ændret.

Kunderne i privatsegmentet har det generelt godt og står stærkt rustet til at modstå virkningerne af Corona-krisen. Forventningen på længere sigt er et stigende nedskrivningsbehov, men samlet set på et håndterbart niveau.

Det vurderes, at de nuværende nedskrivninger på 200 mio. kroner til økonomisk usikkerhed i forbindelse med Corona-krisen og usikkerhed om Brexit samt de 50 mio. kroner som kapitalreservation i det individuelle solvensbehov, vil være tilstrækkelige til at håndtere det aktuelle risikobillede. Forudsigelser om de fremtidige konsekvenser af Corona-krisen er behæftet med stor usikkerhed. Især vil de beskrevne potentielle risici for svineproducenterne kunne forøge det samlede nedskrivningsbehov.


Forventninger til 2020
På baggrund af de foreløbige konsekvenser af Corona-situationen udsendte Vestjysk Bank den 13. maj 2020 en ny forventning til resultatet efter skat for 2020. På dette tidspunkt forventede banken et resultat efter skat i størrelsesordenen 160 til 240 mio. kroner.

I 2. kvartal af 2020 har de finansielle markeder udviklet sig positivt og dette har betydet, at resultatet fra bankens egenbeholdning har haft en positiv udvikling i perioden. Ligeledes er den positive udvikling i bankens nedskrivninger på især landbrugskunder fortsat gennem 2. kvartal af 2020, med baggrund i fortsat gunstige afregningspriser på landbrugsvarer.

Pr. 14. juli 2020 udsendte banken en selskabsmeddelelse med opjustering og præcisering af årets resultat efter skat, og forventer således fortsat et resultat efter skat i størrelsesordenen 200 til 260 mio. kr. for hele 2020.


Henvendelser
Eventuelle henvendelser vedrørende denne selskabsmeddelelse bedes rettet til administrerende bankdirektør Jan Ulsø Madsen på tlf. 96 63 21 04.


Vestjysk Bank A/S

Kim Duus Jan Ulsø Madsen
Bestyrelsesformand Adm. bankdirektør

Vestjysk Bank A/S
Torvet 4-5
7620 Lemvig
Telefon 96 63 20 00

CVR-nr. 34 63 13 28

www.vestjyskbank.dk

Vedhæftet fil

  • Vestjysk Banks halvårsrapport 2020
Vedhæftede filer vestjysk-banks-halvarsrapport-2020.pdf

Attachments

  • Original document
  • Permalink

Disclaimer

Vestjysk Bank A/S published this content on 19 August 2020 and is solely responsible for the information contained therein. Distributed by Public, unedited and unaltered, on 19 August 2020 06:41:05 UTC