Claus Kappel Christensen

HR og Kommunikation i Alm. Brand samles i ny enhed for at sikre stærkt lederskab og klar kommunikation.

Alm. Brand står midt i en stor forandring med et skarpt fokus på forsikring og pension. Det kræver stærkt lederskab og endnu stærkere kultur at indfri ambitionerne.

Derfor samler Alm. Brand aktiviteterne i HR og Kommunikation i én enhed for at sikre, at Alm. Brand står bedst muligt rustet til at udvikle organisationen og understøtte forandringerne.

- En god og stærk kultur, dygtige ledere og klar kommunikation er afgørende for, at vi lykkes med at nå vores ambitioner de kommende år. HR og Kommunikation har allerede et tæt samarbejde, og vi har set gevinsterne ved en fælles tilgang. Det styrker vi nu yderligere ved at samle enhederne, siger Rasmus Werner Nielsen, adm. direktør i Alm. Brand.

Den nye afdeling, HR & Kommunikation, bliver ledet af Claus Kappel Christensen, der har været kommunikationsdirektør i Alm. Brand siden 1. januar i år.

- Når vi samler HR & Kommunikation, får vi et endnu bedre afsæt for at kunne støtte vores ledere i deres rolle i vores hastige forandringer, for at udvikle hele vores organisation, så vi kan møde behovet for nye kompetencer – og for at kunne tiltrække nye talenter med et stærkt og synligt brand, siger Claus Kappel Christensen.

Claus Kappel Christensen har inden han kom til Alm. Brand, bl.a. været pressechef og kommunikationschef for Nordea i Danmark og har ledet kommunikationsarbejdet for Nordea i Norden.

© Ritzau Denmark, source Ritzau English Press Releases